Om Skovens Dag

Skovens Dag er den årlige invitation til danskerne om at se hvad skovbruget laver og hvorfor.

Ideen er at øge danskernes viden om skovbrug, deres glæde ved at bruge skoven og dialog med skovbruget. Der er nemlig et skævt forhold mellem skovbruget og danskerne:

Næsten alle kender og elsker skoven og får nogle af deres bedste oplevelser i skoven. Men næsten ingen kender skovbruget eller ved hvad skovdrift betyder for skovens udseende, naturen, miljøet og skovgæsterne.

Og de færreste ved at skovenes træ er verdens mest miljøvenlige råstof og kan være en nøgle til en fossilfri fremtid, hvis skoven dyrkes på bæredygtig vis. På Skovens Dag kan man få et nærmere indblik i, hvad bæredygtig skovdrift indebærer. 

 

Velkommen i skoven

Skovens Dag afholdes årligt første søndag i maj, og er blevet arrangeret siden 1994. I 2017 bliver Skovens Dag afholdt søndag d. 7. maj.  

På dagen er der cirka 70 arrangementer i private, kommunale og statsejede skove. Arrangementerne er vidt forskellige. Nogle steder er det en guidet tur med skovejeren. Andre steder er der aktiviteter for børn.

Læs om hvert enkelt arrangement her på www.skovensdag.dk, så finder du noget der passer til dig. Normalt har vi den komplette arrangementsliste klar 20. april.

Velkommen til en dejlig dag i skoven. Husk at tage kameraet med så du kan deltage i fotokonkurrencen.

 

Bag Skovens Dag

Skovens Dag arrangeres af Dansk Skovforening og private, kommunale og statsejede skove

Skovens Dag  støttes af Nordea-fonden.

Nordea Fonden - logo

square-facebook-512 Instagram_App_Large_May2016