Dronninglund Storskov

Hvor:
Storskovvej 39
9330 Dronninglund
Tid:
Kl. 13:00 - 15:30

Beskrivelse af arrangement

Vi mødes kl. 13.00 på Dorf Møllegård, og gåturen varer ca. 2 1/2 timer (4 km.)

Turen i 2018 former sig som en tur på højdedragene rundt om Sømosen i Dronninglund Storskov på den årstid, hvor bøgen er nyudsprungen.

Vi får syn for sagn om tilblivelsen af Jyske Ås i slutningen af sidste istid. På vejen kommer vi forbi bronzealderhøjen »Røverhøj«, som troner højt over Sømosen. Derfra går vi til »Lange Dejs«, en stenalderlangdysse på 80m, den næstlængste i kommunen.

Ved Glarhus ligger Sømosens afløb og afvandingskanal. Derfra går turen op gennem den smukkeste og næstdybeste hulvej i Storskoven. For oven ligger skovdiget fra 1800-tallet, som markerer den lovpligtige grænse til fredskov, som her er bevaret som oprindelig bøgeskov.

Kom og vær med til en hyggelig og uformel gåtur i den flotte Dronninglund Storskov. Museet Dorf Møllegård i nærheden holder denne dag åbent og sælger kaffe og hjemmebagt kage i caféen. Samme dag er der fiskekonkurrence i gårdens møllesø, så der er mulighed for at slå en sludder af med fiskerne og se deres fangst.