Skovens Dag 2017

Skovens Dag 2017 bliver afholdt søndag den 7. maj.

Tema

Temaet for Skovens Dag 2017 er Skovens Energier.

Skovens træ er som et kraftværk, der fanger solens energi og via fotosyntesen omdanner den til plantedele, der kan udnyttes som energikilde for dyr og mennesker. I en tid, hvor menneskers forbrug af ressourcer er mere omdiskuteret end nogensinde har skovens naturlige kraftværk en vigtig rolle at spille. De færreste ved, at træ fra bæredygtigt skovbrug er en CO2-neutral energikilde og derfor et godt alternativ til vores traditionelle fossile brændstoffer. På Skovens Dag 2017 ønsker vi at sætte træ som klimavenlig energikilde på dagsordenen.

I træernes ved lagres energi og CO2. Når produkter bruges i bl.a. huse og møbler er CO2taget ud af atmosfæren til gavn for klimaet. Når træet brændes efter endt brug nyttiggøres energien til fx opvarmning af huse. Det samme gælder for afbrændingen af papir, flis.

Ud over at være en mulig energikilde for mennesker, udgør skovens plantemateriale en vigtig energikilde for mange dyr – store som små. Små dyr i skovbunden nedbryder plantematerialet og frigør næringsstoffer til jorden, der igen kan optages af planterne og kædes sammen med ny energi. De større dyr spiser det friske plantemateriale og bruger energien til deres egne livsprocesser.

Skoven giver meget mere energi end kemisk og biologisk energi. Mange nyder at bruge skoven som rekreativt område til at samle energi til hverdagen enten ved en stille tur i ro og mag eller ved at brænde energi af ved løb eller cykling. Skoven er et sted, hvor man kan samle tankerne og få en pause fra byens trængsel og alarm, mens man nyder synet af naturens eget kraftværk.

Klik på figuren for at få mere at vide om træets CO2-neutralitet

Træcyklus